POSITION PÅ TONESKALAEN
Ud fra ens kendskab til en persons placering på skalaen kan man fastslå meget om vedkommendes holdninger, adfærd og overlevelsespotentiale.
0,05 til 2,0
Når en person er tæt ved at dø, kan han siges at være i kronisk apati. Han følger bestemte adfærdsmønstre. Dette er 0,05 på Toneskalaskemaet.
En person på 0,5 er kronisk nedtrykt over sine tab og er i sorg. Også her opfører han sig på en bestemt måde. Dette er 0,5 på skemaet.
Når en person endnu ikke er så langt nede som sorg, men klar over, at tab truer, er han i frygt og omkring 1,0 på skemaet.
Lige over niveauet frygt skaber forestående tab had hos personen. Men vedkommende tør ikke udtrykke det som sådan, og hadet kommer derfor frem på en skjult måde. Dette er 1,1 – skjult fjendtlighed.
En person, der kæmper imod en trussel om tab, er i vrede og fremviser bestemte adfærdstræk. Dette er 1,5.
Personen, som blot har mistanke om et muligt tab, eller som er blevet fastlåst på dette niveau, er fortørnet. Han er antagonistisk, som er 2,0 på skalaen.
2,0 til 4,0
Over antagonisme er et menneskes tilstand ikke tilstrækkelig god til at være entusiastisk og ikke slem nok til at være misfornøjet. Nogle af hans mål er blevet forpurrede, og han kan ikke umiddelbart finde andre. Man kan sige, at han er på kedsomhed eller 2,5 på Toneskalaskemaet.
Ved 3,0 på skemaet har vedkommende et konservativt, forsigtigt syn på livet, men når sine mål.
Ved 4,0 er vedkommende entusiastisk, glad og livskraftig.
Meget få mennesker befinder sig naturligt på 4,0 på Toneskalaen. Velvilligt anslået ligger gennemsnittet sandsynligvis omkring 2,8.
Kronisk versus akut tone
Denne skala har et kronisk eller akut aspekt. En person kan bringes ned ad Toneskalaen til et lavt niveau i ti minutter og så komme op igen, eller han kan bringes ned ad den i ti år og ikke komme op igen.
Et menneske, som har haft for mange tab og for megen smerte, vil være tilbøjeligt til at blive fastlåst på et eller andet lavt niveau på skalaen og forblive der med kun små udsving. Dets generelle og almindelige adfærd vil så ligge på det niveau af Toneskalaen.